Mareridts start på bryllup

Et af mine værste fotograf-mareridt var ved at gå i opfyldelse i weekenden.

Et af den 288 billeder, jeg afleverede til parret to dage efter brylluppet.

Lørdag skulle jeg fotografere et bryllup på Fyn. Solen skinnede, alt var pakket, tasken var tjekket, batterierne opladt og planen var klar. Der var udsigt til en dejlig dag. Nu kunne intet gå galt.

Som altid tager jeg en telefonsamtale med brudeparret en god uges tid før brylluppet, så de er sikre på, at jeg har husket aftalen (som ofte er aftalt 6-10 måneder tidligere) og for at få de sidste detaljer på plads. Det er tidspunkter, adresser og den slags vi lige skal snakke om.
Alt var som det skulle være, men alligevel var det ved at gå galt.

På en bryllupsdag (og på alle andre dage) er der nogle ting, man ikke selv er herre over. Det er blandt andet vejret, der kan sætte en dæmper på humøret eller sygdom, der kan tvinge mig til enten at finde en afløser med super kort varsel eller helt aflyse og så er der trafikken. Og det var trafikken, der fik mit hjerte op i halsen denne lørdag omkring middag.
Brylluppet skulle holdes på Fyn. Lige midt på. Og jeg har kørt gennem byen mange gange, da jeg boede ved Fåborg. Så jeg kendte vejen og vidste, hvor lang tid det ca. tager at køre derned.

Når jeg skal fotografere et bryllup, er jeg der altid 30 minutter, inden vielsen starter. Så har jeg tid til at sludre med graveren, orgeltramperen og få en snak med præsten om, hvad jeg må og ikke må i kirken, samt fotografere når gommen og gæsterne, der ankommer. Faktisk er jeg der ofte allerede inden gommen ankommer.

Jeg kører altid afsted i god tid. Rigtig god tid. Nogle gange åndssvagt god tid. Også denne gang. Heldigvis.

For da jeg kørte fra Ry, havde jeg over 2,5 time til at køre en strækning, der normalt tager lige under 1,5 time. Som du kan forstå, vil jeg virkelig ikke komme for sent. Hellere sidde og glo i bilen i en halv time end at komme 2 minutter efter vores aftale. Sådan er jeg indrettet. Og det blev jeg ekstra glad for i lørdags.

Da jeg efter 10 minutters kørsel ramte E45 i sydgående retning, var der mange biler. Rigtig mange biler. Og campingvogne. Jeg ramte simpelthen dagen, hvor rigtig mange mennesker skulle på tværs af landet for at komme hjem fra ferie. Så der var køer i mange varianter. Og somme tider stod trafikken helt stille.
På et tidspunkt omkring Vejle tænder jeg GPS’en for at se, hvordan trafikken ser ud, og hvornår jeg kan forvente at ankomme til kirken. Den fortæller mig, at jeg gør klogest i at smutte af motorvejen kort efter Lillebæltsbroen for at undgå en mareridts-kø midt på Fyn. Desværre havde en masse andre mennesker også haft gang i GPS’en, så det hjalp lige lidt. Der var kø alle steder.

En times tid inden vielsen, midt i en stillestående kø, hvor GPS’en melder om senere og senere ankomst, tager jeg telefonen frem og ringer til gommen, for at fortælle om situationen.

Jeg bliver simpelthen nervøs for, at jeg ikke når at komme til tiden. Og det må jeg fortælle ham.

Da jeg rammer motorvejen igen og samtidig er kommet udenom den vanvittige kø på motorvejen, får bilen alt, hvad den kan trække og jeg fræser ind på kirken parkeringsplads 20 minutter før vielsen skal starte.
Heldigvis (for mig) var bruden også forsinket, så jeg nåede alle de ting, jeg skulle nå, inden det hele rigtigt gik i gang.

Det skal lige siges, at jeg (7-9-13) endnu aldrig har været nødsaget til at aflyse eller sende en stedfortræder til en bryllupsaftale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *